Jeg har strikket nogen stykker efterhånden – de store sjaler med mere eller mindre komplicerede mønstre i mange farver.
Det første var fuglesjalet fra Christel Seyfarth, det var uden undtagelse også det mest bøvlede mønster at holde styr på. Siden er det blevet til et par stykker til gaver til runde fødselsdage, og et til mig selv med indisk inspireret mønster og små elefanter i kanten – alle med mønstre, som jeg selv møjsommeligt har tegnet i et regneark på computeren.
Op til håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne i foråret 2017, spurgte jeg Anne, om hun kunne været interesseret i et sjal til butikken. Meget gerne, sagde hun – så jeg gik igang med endnu et sjals-projekt.
Jeg døbte det Uniqa-sjalet (efter butikken 😊), og fik lavet en opskrift til hende også.
Sjalet er strikket på p 3 1/2 af Kauni garn. Bundfarven er garn, som selv skifter farve, og mønsteret er ensfarvet garn. Der er faktisk kun brugt 3 ngl. til sjalet på billedet, som er ca. 80 cm. fra spidsen til den øverste kant. Hvis sjalet skal helt op i ‘Seyfarth’ størrelse – ca. 100 cm. – skal der bruges et nøgle mere af hver farve.