Hæklede Hyacinter

Mens det stadig er fugtigt og mørkt udenfor, så trænger jeg i den grad til lidt forår indenfor.
Da jeg grundet astma og parfumeoverfølsomhed ikke rigtig kan tåle den ægte vare indendørs, så har jeg lavet de 2 her. De er hæklet ‘freestyle’ i bomuldsgarn 8/4 med hæklenål nr. 2 1/2. Jeg kunne ikke rigtig finde en opskrift, jeg havde lyst til at bruge, så måtte jeg jo være kreativ selv…..😊🧶.

Jeg laver ikke nogen egentlig opskrift på dem, men her kommer lidt tips til hvordan de er lavet :

Blomsten består af 30 små hæklede blomster, som er lavet hver for sig og syet fast på stilken efterflg. De er lavet som 5 fm om en magisk ring, efterfulgt af 5 blomsterblade i hver fm – 4 lm, 1 hstm i 3 lm fra nålen, 1 km i næste fm – luk med en km, når alle 5 blade er lavet.

Stilken er hæklet på langs så lang, som man nu ønsker den.
Jeg har valgt 50 lm, herefter 5 rækker fm frem og tilbage og derefter foldet stykket på langs og lukket det sammen med en række fm. Jeg har sat en tynd blomsterpind i røret og syet sammen i begge ender.

Bladene er en række luftmasker efter ønsket længde, herefter et passende antal fm, hstm, stm, hstm, fm først på den ene side og derefter på den anden, for at give bladet form. Jeg har trukket en tynd ståltråd gennem midten af bladene, for at holde dem oppe.

Løget starter med 6 fm omkring en magisk ring, herefter udtagning på de næste 4 omg, først i hver maske, herefter på hver anden, tredie, fjerde. Så 2 omg. uden udt., 1 omg. med udt. på hver 5. maske. Så 3 omg. uden udt, herefter 4 omg. med indtagninger – først på hver 5. maske, så hver 4., hver 3. og hver 2. Herefter 2 – 3 omgange lige op – løget er færdigt.

Sy alle de små blomster fast på stilken, så tæt at de ligner en hyacintblomst, og man ikke kan se stilken mellem dem. Sy bladene fast nederst på stilken. Fyld lidt fiberfyld i løget og stik stilken godt ned i løget, så ‘kraven’ går op omkring bladene. Sy til sidst lidt hvide tråde igennem bunden af løget, og så har du en duftfri, langtidsholdbar hyacint 😊🧶

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *