Hæklede Hyacinter

Mens det stadig er fugtigt og mørkt udenfor, så trænger jeg i den grad til lidt forår indenfor.
Da jeg grundet astma og parfumeoverfølsomhed ikke rigtig kan tåle den ægte vare indendørs, så har jeg lavet de 2 her. De er hæklet ‘freestyle’ i bomuldsgarn 8/4 med hæklenål nr. 2 1/2. Jeg kunne ikke rigtig finde en opskrift, jeg havde lyst til at bruge, så måtte jeg jo være kreativ selv…..😊🧶.

Jeg laver ikke nogen egentlig opskrift på dem, men her kommer lidt tips til hvordan de er lavet :

Blomsten består af 30 små hæklede blomster, som er lavet hver for sig og syet fast på stilken efterflg. De er lavet som 5 fm om en magisk ring, efterfulgt af 5 blomsterblade i hver fm – 4 lm, 1 hstm i 3 lm fra nålen, 1 km i næste fm – luk med en km, når alle 5 blade er lavet.

Stilken er hæklet på langs så lang, som man nu ønsker den.
Jeg har valgt 50 lm, herefter 5 rækker fm frem og tilbage og derefter foldet stykket på langs og lukket det sammen med en række fm. Jeg har sat en tynd blomsterpind i røret og syet sammen i begge ender.

Bladene er en række luftmasker efter ønsket længde, herefter et passende antal fm, hstm, stm, hstm, fm først på den ene side og derefter på den anden, for at give bladet form. Jeg har trukket en tynd ståltråd gennem midten af bladene, for at holde dem oppe.

Løget starter med 6 fm omkring en magisk ring, herefter udtagning på de næste 4 omg, først i hver maske, herefter på hver anden, tredie, fjerde. Så 2 omg. uden udt., 1 omg. med udt. på hver 5. maske. Så 3 omg. uden udt, herefter 4 omg. med indtagninger – først på hver 5. maske, så hver 4., hver 3. og hver 2. Herefter 2 – 3 omgange lige op – løget er færdigt.

Sy alle de små blomster fast på stilken, så tæt at de ligner en hyacintblomst, og man ikke kan se stilken mellem dem. Sy bladene fast nederst på stilken. Fyld lidt fiberfyld i løget og stik stilken godt ned i løget, så ‘kraven’ går op omkring bladene. Sy til sidst lidt hvide tråde igennem bunden af løget, og så har du en duftfri, langtidsholdbar hyacint 😊🧶

Glædelig jul

Så er julen over os igen 🎄🥰
Og i disse genbrugs og bæredygtigheds tider, så kan du jo lige strikke/hækle et lille juletræ, som kan bruges år efter år helt uden at drysse, og som bare skal støvsuges en gang imellem 😊😂.
Jeg fortrækker det naturel, men du kan jo sagtens sy store perler på som kugler og sætte en af de små batteridrevne kæder på som lys, så har du det fineste lille juletræ.
Jeg har brugt tyk naturuld til træet, men alle slags garn kan bruges – i tyndt garn bliver træet lille og fint, i tykt garn lidt større og mere bamset.

Som en lille julegave fra mig til dig, så får du en vejledning til træet her 

Ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår 🎄🎁🎊
Strikkefanten

PS. Håber I får rigtig mange lækre ‘bløde’ gaver i form af garn og strikkekit…😊🎁🧶

Kaktusser der ikke går ud


Hører du til dem, der kan slå alle former for planter ihjel, så er de her måske noget for dig. De er (næsten) vedligeholdelsesfri – de skal bare støves af en gang imellem – og du kan lave dem i lige den farve, der passer perfekt hjemme hos dig. De overlever både på badeværelset og den mørkeste krog i huset.


Og de er ret nemme at lave – du gør sådan her :

Alle slags garn kan bruges, jeg har brugt 8×4 bomuld til dem på billederne.

Start med at lave en række luftmasker efter hvor høj, du vil have kaktussen. Hækl herefter fastmasker i første række, 1 i hver luftmaske. Vend så arbejdet og hækl fastmasker tilbage, men KUN i den bagerste række af løkkerne på forrige rækkes fastmasker. Det er det, der giver rillerne i kaktussen. Fortsæt nu med at hækle frem og tilbage på den måde indtil kaktussen har den ønskede tykkelse, når du folder arbejdet sammen så rillerne vender lodret. Vær omhyggelig med altid at hækle i første og sidste maske, så arbejdet har samme antal fastmasker hele tiden.  Når du har nået den ønskede tykkelse, bryder du garnet og trækker tråden igennem den sidste maske.

Sy nu tråden igennem en løkke for hver af de hæklede riller -langs siden af arbejdet – og træk stramt sammen (toppen af kaktussen), og sy med små maskesting siden af kaktussen sammen, så første og sidste rille syes sammen så usynligt som muligt. Hæft enderne. Fyld kaktussen med fibervat, så den får en pæn facon. De runde kaktusser trække jeg også lidt sammen i bunden på samme måde som foroven, for at de skal gå lidt indad

Kaktussen monteres nu i en passende størrelse potte. Jeg lægger et stykke tøroasis (den brune der er beregnet  til tørrede blomster) ned i potten, så der lige er 1 cm fri op til kanten på indersiden. Kaktussen sættes nu fast i oasisen med små hårnåle af ståltråd, som sættes igennem en maske i den nederste kant og trykkes godt  fast. Jeg sætter 3 – 4 i hver kaktus, efter hvor store de er. Oasisen skjuler jeg ved at lime små pyntesten fast rundt om kaktussen. Jeg har brugt en limpistol, men alm. hobbylim kan sikkert også bruges.

Jeg har valgt at pynte med lidt kaktusblomster i farver, der passer til potterne. Her starter du med en magisk ring, som du hækler 5 fm rundt om, luk med en kædemaske. Herefter hækles 3 – 4 luftmasker, 1 halv stangmaske i 1. luftmaske og en kædemaske i næste fm i ringen. Forsæt rundt på den måde til du har brugt alle 5 fm i ringen – blomsten har nu 5 blade. Træk tråden igennem og hæft ende. Blomsten sættes fast på kaktussen med en nipsenål med et farvet hoved. Den kan også syes fast, men jeg kan nu meget godt lide nålen, så kan jeg sætte en anden farve blomst på, hvis jeg skulle få lyst til det. Rød til jul – gul til påske.

Så er det bare at gå igang 🌵. Kaktusserne på billederne er mellem 10 og 15 cm. høje incl. potterne. Hvis du vil lave større kaktusser f.eks. til vindueskarmen, så bruger du bare tykkere garn, flere masker og større potter. Prøv dig frem – god fornøjelse 😊

Havfruens sommertørklæde

Bruger du tørklæde om sommeren ?

For så er her et fint, let og lækkert blødt et af slagsens.

Det er strikket af Selba fra BC-garn, som er en blanding af 50 % øko uld og 50 % øko bomuld. Det er hurtigt strikket på pind 3 1/2, og der går kun et nøgle til af hver farve. Vælg selv farver, der passer lige til din sommergarderobe 😊☀😎

 

 

Fiskehatten

Manden kom med et billede fra nettet. Kan du ikke lave sådan en til mig, sagde han – en hue med skygge.

Jo da – det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt – sagde jeg helt Pippi-agtigt – mens jeg tænkte som en gal over, hvordan jeg skulle lave skyggen. Der skal noget indeni, som er stift, men bøjeligt og som kan tåle at blive vådt – hmmmm 🤔.

Pludselig kom ideen – hvad med noget kraftig filt ?. Hvor finder man lige sådan noget ?!?. Jeg var i Stof2000 i Vejle efter noget andet, havde egentlig ikke regnet med, at de havde noget i den tykkelse – men det havde de. En dejlig tyk, lidt stiv filtplade – sikkert beregnet til noget andet. Den nappede jeg, og fik skåret til i en passende bue (efter en tallerken….), og syet fast ind i opslaget på huen. Der skal strækkes godt ud, så filten sidder lidt i spænd, men så blev det da også helt godt.

Den ligner i hver fald den på billedet fra nettet, bortset fra at jeg selvfølgelig ikke kunne lade være med at strikke fisk på den – det er vel en fiskehat 😊🎣

 

The-hætten

I foråret 2017 var jeg med Butik Uniqa på håndarbejdsmesse i Lillebæltshallerne. Mit job var at vise og vejlede i Fair Isle strik (mønsterstrik med flere farver) i workshop området på standen. For at have et lille projekt at vise frem, lavede jeg en the-hætte med små the-potter på. Og så måtte jeg jo også lave en opskrift – min første – hvis der nu skulle være nogen, der havde lyst til at prøve kræfter med hætten.

Hætten er strikket af Ulrika fra Svarta Fåret. Der er brugt 5 ngl. (den er dobbelt), så den kan strikkes for omkring 150 kr.